Fra fiskerleje til drømmehavn: Historien om Ballen Lystbådehavn

Af Bjarne Fruerlund

Historien om havnen i Ballen starter længe før de store lystbåde gjorde deres indtog. Oprindeligt var her blot et lille fiskerleje, hvor Syltemae Å’s udløb fungerede som naturhavn for småbåde på op til 20 fod. Her regerede det lokale ”Å-lav”, som med fælles hjælp og frivillige kræfter vedligeholdte små moler og bolværk. Selv børnene hjalp til og deres opgave var at slå søm i pælene for at beskytte træet mod pæleorm – datidens effektive værn mod naturens nedbrydning.

Lidt længere ude, ret ud for Skipperhuset, lå svajepladsen. Her lå de lokale fartøjer fortøjet til pæle og bøjer i sommerhalvåret, og man måtte ro ud i joller og pramme for at komme til sin båd. Det var idyllisk, men også sårbart, når de barske efterårsstorme rejste sig over det sydfynske øhav.

Sølvpilen i Ballen
I starten af 1960’erne skete der noget usædvanligt. En Mercedes ”Sølvpil” trillede ind foran købmand Hans Nielsen – et syn, man ikke var vant til i det lille samfund. Ud trådte Erland Hansen, en smilende mand i tømrerbukser, og som var flyttet fra Vallensbæk til ”Klintehuset” med sin kone Vika.

Erland og Vika blev hurtigt en central del af byen. De var gæstfrie og festlige mennesker. Mens Erland ofte blev set lempe en kasse øl ned i Sølvpilens bagagerum til nabo-hygge, sørgede Vika for hjemmebagte boller og saftevand til byens børn. Hos dem var døren altid åben.

Et dristigt væddemål
Erland var passioneret sejler, og i halvfjerdserne fik han en vision: Ballen skulle have sin egen lystbådehavn. De lokale, der stadig havde friske minder om både i nød under efterårsstormene, var straks med på idéen. Erland lagde selv kapitalen – en million kroner – på bordet. Planen var enkel: Han ville finansiere byggeriet og få pengene hjem igen ved at sælge havnepladserne. Han ville hverken tjene eller tabe på projektet, han ville bare have en havn.

Men myndighederne og den fredede ådal stod i vejen. Cowi Consult havde tegnet en smuk lille havn, og tilladelsen fra ministeriet var i hus, men en fire ugers ankefrist lurede i horisonten.

Erland var dog ikke en mand, der ventede passivt. Han tog chancen og satte maskinerne i gang før fristen udløb. Den 19. marts 1975 – på vennen Edvard Jensens 50-års fødselsdag – vågnede Ballen til lyden af gravemaskiner og sandpumper. Det var den ultimative fødselsdagsgave til hele byen.

Kampen mod stopuret
Dristigheden blev sat på prøve da Dansk Naturfredningsforening indsendte en anke blot én dag før fristens udløb. De mente, havnen lå for tæt på den fredede å. Erland stod nu med et svært valg: Skulle han stoppe eller fortsætte for fuld kraft? Han valgte det sidste. Havde han tabt sagen, skulle hver en sten og hver en skovlfuld sand være lagt tilbage på plads.

Heldigvis vandt fornuften. Nogle måneder senere faldt afgørelsen ud til Erlands fordel. Der var dog én betingelse: Havnen måtte ikke være i privat eje. Det passede heldigvis perfekt med de lokales planer. En havneforening var allerede stiftet, og de stod klar til at overtage driften.

En havn bygget af fællesskab
I 1976 stod værket færdigt. Den gamle ”Juelerbro”, der i generationer havde tilhørt fiskerfamilien Juel, indgik med familiens velsignelse som fundament for den nye østmole.

Midt i bassinet skabte man Bro 2 ved at genbruge Erland og Vikas private badebro, så der også blev plads til mindre både som Juniorbåde og Lynæs-joller.

Som Erland senere tørt konstaterede over for lokalavisen: ”Kommunen ville jo ikke bygge en havn til os. Man bygger jo også selv garagen til sin bil, så kan man vel også bygge havnen til sin båd.”

I dag, årtier senere, er havnen stadig hjertet i Ballen. Den drives fortsat af det samme stærke fællesskab og de frivillige kræfter, som Erland og byens borgere grundlagde i 1975 – til glæde for både lokale sejlere og de mange gæster, der hvert år lægger til i det lille sydfynske paradis.

                         Juelerbroen, ca. 1965